Levet liv

Mindeord om Johan Thastum

 

Af Jytte Gellert Krogh

Tirsdag den 30. januar døde Johan Thastum, en af vores allerbedste venner.
Det var så langt, hans liv rakte.
Birte mistede sit livs kærlighed og største støtte, de tre piger mistede deres far, som altid var der for dem.
For os har det været en gave og et privilegium at have haft et næsten 50 årigt venskab. Det var et ægte venskab, som betød, at vi kunne lade maskerne falde og være os selv.
Det fylder os med så megen taknemlighed, og minderne står på nakken af hinanden og får en til at smile derved. Men sorgen over, at det er forbi, er nu nærværende.
Oprindeligt var vi en vennekreds på otte personer. Vi kaldte os for Trivial. Det var spillet af samme navn, som samlede os i starten. Venskabet voksede sig tæt, og vi tog på rejser sammen. På en af rejserne tog vi til Tyskland og fulgte i Martin Luthers fodspor. Med Johan som rejseleder.
Desværre har vi gennem årene mistet medlemmer af klubben, og nu er vi kun halvdelen tilbage.
Heldigvis har vi stadig Birte.
Birte og Johan har begge taget uddannelse som lærere fra Nr. Nissum Seminarium. Det var her, de traf hinanden. Kort tid efter denne uddannelse startede Johan med at studere teologi ved Århus Universitet.
Det studium gav adgang til hans første og eneste præstestilling ved Hillerslev-Kåstrup sogne fra 1974-2006.
Han blev en meget afholdt præst, og han nåede med sin specielle væremåde ud til alle mennesker, også til dem, som ikke var faste kirkegængere.
Alle vil huske hans karakteristiske halv lange hår og den uundværlige cigarstump i munden. Den var der også, når han gik fra præstegården iført præstekjole og med røg stigende op. Cigaren blev parkeret i vindueskarmen i våbenhuset, før han gik ind og forrettede gudstjenesten.
Birte var en uvurderlig støtte for sin mand. Det gjaldt både privat, og som præstens kone.
I en del år var Johan provst i Thisted provsti. Det var et arbejde, han var glad for, og han opnåede stor respekt blandt de mennesker, han samarbejdede med.
Men det er som menneske og præst, Johan gerne vil huskes.
Et menneske, der ville livet og dets glæder. Ikke uden grund var Halfdan Rasmussens sang: “Livet er en morgengave” blandt Johans foretrukne.
Selvom man har forkyndt det glædelige budskab i en menneskealder, så kan man blive grebet af anfægtelser over det, man har forkyndt og som forkyndes.
Dette opgør, måtte Johan også igennem, og han kaldte det at “bøje arm med Vorherre”. Som middel i kampen brugte han lærred og pensel. Han var meget ærlig om sine tvivl, og hans værker bærer navne efter, hvor han var i sin kamp. Johan var meget åben om, hvad der foregik inden i ham.
Åbenhed har været et kendemærke for både Birte og Johan. Da Birte fik konstateret parkinson, var der også stor åbenhed om det, som der har været åbenhed om de vanskeligheder og sorger, de to også har været igennem i deres samliv.
Stunder i atelier med malergrejet blev for Johan en måde at bearbejde sine sorger på. Da en slægtning døde, malede han et billede, der bærer titlen “Sorrig og glæde”.
Men også glæderne blev omsat i kunstværker.
Sidste sommer fik Johan konstateret kræft, og han erkendte rimeligt hurtigt, at fremtiden ville blive kort, omend han ønskede at kunne leve så lang tid, så han og Birte kunne fejre deres diamantbryllup sammen om godt et år.
Tillige med kampen om at leve, begyndte Johan at planlægge sin egen begravelse. Og som han spøgefuldt engang sagde, det eneste, der ærgrede ham, var, at han ikke selv kunne være tilstede.
Det var i de sidste måneder åbenlyst at sygdommen svækkede Johan, men det afholdt ham ikke fra at deltage i alle de sammenkomster, det kunne lade sig gøre, og han besøgte sin Birte på plejehjemmet hver dag indtil kræfterne slap op.
Johan efterlader sig sin kone Birte, sine tre døtre, en svigersøn, seks børnebørn og to oldebørn, og en tredje er på vej.
Æret være
Johans minde